“The Best Medicine” forbedres en smule i “Bean There Done That” med en bedre stemning og et udviklende forhold. Det er stadig tidligt, men de første tegn er positive.
Hurra! Jeg synes, at afsnit 2 af “The Best Medicine” bestemt er bedre end premieren, hvilket er et godt tegn. “Bean There Done That” har en god stemning, en lillebys insularitet, der er med til at præge den dominerende forholdsdynamik. Martin udvikler sig lidt mere, hans forbindelse til Port Wenn er bedre udtrykt, og selv ved første øjekast kan man forestille sig flere forskellige forhold, platoniske og andre, begynde at dukke op hist og her. Alt dette er ret solidt. Det er ikke banebrydende, ja, men det var tydeligt fra første afsnit, at “The Best Medicine” aldrig ville blive det. Det er et lillebys medicinsk drama med den fine hook, at den lokale læge betjener et så tæt sammentømret, reguleringsdrevet samfund, at de tror, de har stillet en diagnose, før de overhovedet træder ind ad hans dør. Efter hans mening er han mere en narkohandler end noget andet. Det er grundlaget for denne uges sag. Tilsyneladende er Port Wenn hvert år plaget af en lokal mølsort, der udløser allergiske reaktioner. Martins venteværelse er fyldt med selvdiagnosticerede personer, der søger rutinemæssig behandling, så de kan komme videre med deres dag. Men det første barn, Martin ser, udviser symptomer, der ikke er typiske for en mølallergi, hvilket får ham til at mistænke, at barnet måske er sygt med noget andet – noget meget smitsomt. Og det betyder, at den månedlige middag med bagte bønner, som alle i byen skal deltage i, skal lukkes ned. Her er noget interessant om
Bedre Medicin – Det er ikke rigtigt et medicinsk drama. I stedet begynder det med en medicinsk præmis, men Martin fortsætter med at “løse” det som et mysterium, hvilket giver det hele en hyggelig detektivromanfølelse, der passer ret godt til det. Detektiven i denne sag viser sig at være en velhavende lokal, der plejede at mobbe Martin som barn og er i gang med at renovere sit hus. Han er også fyren, der finansierer bønnemiddagen og ikke er vellidt af alle, hvilket fører til en tilfredsstillende scene senere, hvor Martin konfronterer ham.
Men Martins historie handler ikke rigtigt om at blive accepteret som den lokale læge eller detektiv eller hvilken rolle han nu spiller i byen; det handler om at blive accepteret som et medlem af det bredere samfund. Port Wenn elsker denne idé, hvilket er grunden til, at Martin er blevet behandlet som en outsider, siden han ankom, på trods af at have en personlig forbindelse til stedet. Men det betyder også, at efterhånden som de lokale gradvist accepterer ham, bliver effekten desto sødere. Martin bruger en stor del af denne episode på at have bedre interaktioner med mennesker, der tidligere var fjendtlige over for ham, ikke kun som læge, men som nabo og potentielt endda som ven.
I Louisas tilfælde potentielt noget mere. Den bedste medicin Episode 2 indeholder lette romantiske øjeblikke og slapstick, som f.eks. at Louisa ved et uheld falder oven på Martin, men den indeholder også et par oprigtigt ærlige scener, hvor Louisa overvejer, om hun skal deltage i middagen med bagte bønner, fordi sheriffen har handlet lidt hurtigere end forventet. Og episodens bedste scene er mellem disse to, hvor Martin endelig åbner op om sin baggrundshistorie. Han havde en søster ved navn Rosemary, som døde i en bilulykke, da de var børn, og derefter tilbragte han hver sommer i Port Wenn. Hans uheld i Boston involverede en pige på samme alder, som også havde været i en bilulykke, hvilket efterlod ham traumatiseret. Dette er let den mest sårbare, vi har set Martin indtil videre, og det er ikke tilfældigt, at han valgte at være sårbar over for Louisa.
Igen må jeg understrege, at dette ikke vil ændre tv-landskabet fuldstændigt. Men jeg synes, det er ret charmerende og vil helt sikkert finde et entusiastisk publikum, især efterhånden som vi bliver mere trygge ved de lokale og deres forskellige forhold. Det er stadig tidligt, men de første tegn er i det mindste positive.
